torsdag den 22. januar 2015

Udrensning, del 2: Makeup

Dette er del to af mit oprydningsprojekt, se første del omkring tøj i sidste uge.

Jeg er glad for røde læbestifter, eller skal vi bare sige læbestifter og glosser generelt, og samlingen er nu meget stor. Den blev heller ikke mindre af at jeg fik denne fuldstændigt fantastiske beauty box af julemanden:
Estee Lauder

Så nu skal der afprøves og ryddes op, for det kan næsten ikke være i mine toiletbordsskuffer mere. Men der er også en anden ting som gør sig gældende - jeg er jo ved at være halvgammel og så er det en god idé at ændre sin makeup. Jeg var til en rund fødselsdag for et par måneder siden, og mødte der en kvinde jeg har kendt igennem mange år. Hun er sidst i fyrrerne og var et godt eksempel på hvor grumt det ser ud, når man bliver ved med at bruge den samme makeup, som man altid har brugt siden man var helt ung. Den skal nedtones med alderen, og generelt klæder blødere farver en bedre. Metalliske øjenskygger fremhæver for eksempel rynker, og hvem ønsker det? Jeg er rigtig glad for rød læbestift og bruger det meget tit, især om vinteren, men jeg har også mange andre fine farver, som kunne komme i brug for forandringens skyld.

Her er et eksempel på en lilla læbestift, som er skiftet ud med en støvet blommefarvet (nummer to fra venstre), som klæder lilla tøj perfekt uden af være firserlilla. Og ved siden af en rød læbestift jeg elskede i slut firserne og halvfemserne (nummer tre fra venstre), hvor den sidste er min yndlings nu, meget blødere i sit udtryk:

Begge kan nok ikke fås længere. Og jeg vil da lige tilføje at det kan hænde at jeg bruger Pupas knaldrøde ind imellem, men så er resten af makeuppen også meget nedtonet.

Hvis du ikke er klar til at skille dig af med dine yndlingslæbestifter, så kan du bruge en i samme farvefamilie i en lysere og mere støvet farve til at lægge ovenpå. Men jeg tror jeg vælger at skille mig af med de fleste af dem der alligevel aldrig er i omløb. Kender du en teenager eller lille pige, vil begge elske at lege med dine aflagte farver. Men spørg lige deres mor først, så hverken du eller pigen får ballade.

Om vinteren elsker jeg sort/grå øjenskygge, det vil sige jeg blander den sorte op med en lys øjenskygge, dette er nemmest med en øjenskyggepensel, men kan også gøres med en skumdut. Køb dig en mat lys beige øjenskygge, mono øjenskygger fås i de fleste billige mærker, og brug den til blandingsskygge. På den måde har du stadig dine yndlingsskygger, men i en blidere mere aldersvenlig udgave. Min sorte øjenskygge bruger jeg kun som en smal aflang trekant, ala eyeliner, i yderste øjenkrog. Om sommeren bruger en meget lys øjenskygge, som matcher mit tøj, og tynd sort eyeliner-streg i vinge i bedste halvtredserstil. Jeg har heldigvis ikke særligt mange rynker, endnu, så det fortsætter jeg med.

Rouge/kindrødt skal også være i en mere blød naturlig farve. Jeg var ung og smart i start-firserne, så jeg har haft pangfarvede fartstriber på kinderne og brugt adskillige neonpink læbestifter op. Den gang havde jeg også mascara i alle farver, og jeg mener alle, også neon grøn og pink. Nu har jeg kun sort, som jeg ikke kommer på i et særligt kraftig lag.

Håber I kan bruge nogle af mine gode råd, og får lyst til både at rydde op i jeres egen makeup og at ændre/nedtone den, hvis I, som jeg, ikke er purunge længere.

Det er altid sundt at se på sin stil med nye øjne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...